27. august 2021

Hans-Anton Sørensen fejrer 40 års jubilæum hos Bramming Plast-Industri A/S

Fejedreng, kontorelev, operatør, salgsansvarlig, indkøber og nu Product Manager; Hans-Anton Sørensen har igennem de sidste 40 år haft mange forskellige funktioner og ansvarsområder hos Bramming Plast-Industri A/S (BPI). Alt dette drevet af stort engagement og gode mentorer, der har haft stor tillid til Hans-Antons potentiale. Derfor kunne han d. 1. august 2021 fejre 40 års jubilæum hos BPI.

I 1981 var Hans-Anton sikker på, at han skulle være bankmand ligesom sin bedstefar. Men da han blev tilbudt sin kammerats fritidsjob hos dengang Scanlex-Bramming A/S, Bramming Plast-Industri A/S og grundlæggerne Elin & John Feldt, viste det sig at være starten på en karriere inden for teknisk skumplast. Det var derfor tilfældigheder, der banede Hans-Antons vej til BPI:

”Min vej til BPI var tilfældigheder som så meget andet her i livet. I 1981 havde min daværende badminton-makker to jobs, og han skulle stoppe ved det ene. Han valgte at fortsætte i banken, hvor jeg havde regnet med at starte min karriere, og det andet job hos Scanlex-Bramming (i dag Betech) blev derfor ledigt. Det var derfor en tilfældighed, at jeg endte her frem for i bankverdenen”, siger Hans-Anton.

Han startede som fejedreng i 1981, og siden da har hans karriere inden for teknisk skumplast taget fart.

Mentor for mange kolleger

Hans-Anton har via sine mange funktioner gennem årene opbygget en kæmpe teknisk viden om skumplast, maskiner og processer hos BPI. Den store viden er opbygget gennem stort engagement, gode mentorer, samarbejdspartnere og leverandører, der har udvist stor tillid og interesse for hans potentiale.

”Gennem hele min tid har drivkraften været spændende mennesker og opgaver, vedholdenhed og gode mentorer, der har vist stor tillid og stolet på én – så det er selvlært ved at have været, og gensidig investeret, i en meget specialiseret branche igennem mange år”, siger Hans-Anton.

Og de gode erfaringer med sine mentorer har også bidraget til, at Hans-Anton selv har været – og fortsat er – mentor for mange kolleger:

”Jeg har haft mange af de folk, som fortsat er i BPI, i lære hos mig gennem årene. Der er mange af dem, der sidder rundt omkring i virksomheden i dag, som er skolet på den facon, som jeg også er blevet oplært. Med fokus på at overdrage viden – via sidemandsoplæring – meget lavpraktisk, men det virker”, forklarer Hans-Anton.

Det er hverdagen, der tæller

Hans-Anton oplever det som et privilegie at have haft den samme arbejdsplads i 40 år. Ligesom med hans indsats i den lokale golfklub, hvor han har været engageret i over 25 år, så er han til det lange seje træk.

”Når jeg tænker på, at jeg har været her i 40 år, så er det svært at sidde og gøre op, for jeg er jo stadig midt i det. 40 år – det er jo bare et tal ligesom med alderen. Når man har sit helbred, sin familie, samt et godt og spændende job, så er det ikke tallene, der tæller – det er hverdagen. At man kan se ting vokse og blive en succes. Det er jo vores karakterbog, og det er det, der holder tingene kørende for mig”, fortæller Hans-Anton Sørensen.